Nu har jeg sammen med mange andre folk fra transportbranchen været rundt og snakke med en masse professionelle chauffører på fire dages Tolerance Tour. Selvom de er pressede, ville de fleste gerne lige give deres mening til kende. Jeg mødte heldigvis kun et par stykker, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Ærgerligt, men dem må politiet jo så ta’ en snak med ude på landevejen, og vi andre må markere en kraftig afstand til disse tosser og amatør-chauffører. Vi havde jo ”De 6 Bud for Smidige Overhalinger” med på fem sprog, så vi snakkede også med en del udlændinge, og jeg tror, de forstod meningen med god trafikkultur i Danmark.
Ja, gu nytter det!
”Jamen hvad så Frank, tror du det nytter at I render rundt og deler klistermærker, foldere og kasketter ud?” Det er det spørgsmål jeg nok har svaret på flest gange, og ja for ellers gad jeg da ikke bruge fire dage i både kulde og regn på de danske rastepladser. Hvis ikke vi får dialogen blandt chaufførerne, og hvis ikke chaufførerne føler, der er nogen, der lytter til dem og deres problemer, så kan vi lave kampagne herfra og til månen, uden at det nytter.
Dialogen er vigtig, for kun på den måde kan vi jo videregive de gode erfaringer og ideer direkte fra dem, det hele handler om, og dem alle skælder ud på, nemlig chaufførerne. Samtidig fortæller vi jo også på en ordentlig måde, hvad det er for små ændringer, der skal til for at undgå at genere unødigt ude på vejene og dermed skabe bedre forståelse hos vores medtrafikanter.
Privatbilisterne skal se det
En ikke uvæsentlig detalje ved at være synlige i trafikken med sådan en kampagne er, at privatbilisterne kan se, at vi forsøger internt at gøre noget ved problemerne i branchen. Og det flytter tit folks tolerancetærskel, så de har bedre forståelse for, hvorfor vi er her, og at det faktisk er nødvendigt,
En ting, jeg personligt synes har været godt ved denne tur rundt i DK, er, at direktører og chefer for de forskellige foreninger også har været med rundt på rastepladserne og stillet spørgsmål til chaufførerne uanset nationalitet. Så de har også fået de skarpe kommentarer og meninger med hjem, derfra hvor tingene virkelig sker, og problemerne opstår og løses igen.
Herfra skal der lyde en stor tak til alle, der har deltaget i denne Tolerance Tour. Det gælder både dem, der har båret de gule veste, men i særdeleshed også de chauffører der har deltaget i vores interview-undersøgelse og diskussionerne på rastepladserne. ”VI SKAL JO SAMME VEJ”
Kommenter
Retningslinjer for debatten på lastbiltransport.dk
Vi forbeholder os derfor retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores idé om en god og konstruktiv debatform. Konkret betyder det, at indlæg kan blive slettet, hvis de:
TAK FOR DIT BIDRAG!